kjæve og to andre ute paa gaten ropte om hjælp. Men ingen vovet at hente dem. Man kunde jo ikke stole paa, at udyret derinde vilde skaane det røde kors.
Da kom der en høi, blond mand i blaa sjømandsklær og meldte sig for politichefen og tilbød at hente de saarede. Han var læge, sa han.
—De faar en kule gjennem kroppen, før De naar frem, sa politichefen. Han hadde selv et saar i armen efter en uforsigtig gestus.
—Det spiller ingen større rolle, sa manden koldblodig. Forresten antar jeg, at fyren derhenne ikke har interesse av at se paa alle de halvdøde mænd under sit vindu. Han vil nok ha respekt for genferkorset.
—Deres navn? spurte politichefen.
—Johnny Stone, svarte den fremmede. Gi mig en forbindingsvæske, et hvitt flag og det røde kors paa armen, saa tænker jeg, det hele greier sig.
Han fik, hvad han bad om, og nogen minutter efter gik der en mand over gaten, viftende med et hvitt klæde.
Det var kampens mest dramatiske moment. San Franciscos journalister, der sat bak en høivogn og skrev med blodige blyanter, noterte saa det gnistret av dem. Fotograferne som hadde forskanset sig bak murene i et halvfærdig hus, smeldte løs, mens kinematografernes mænd lot filmen rulle ustanselig . . .
Og manden gik og gik. Han hadde tat hatten av sig. Det korte, lyse haar, det solbrændte indfaldne an-
