— Hør her, dr. Fjeld, fortsatte han langsomt. Jeg antar, at vore veie skilles nu. De har faat skikkelighets-djævelen i kroppen. Jeg forstaar det og respekterer det. Det var engang, jeg hadde slike anfegtelser, — jeg ogsaa. Mine hæderlige og ærbare forfædre har ofte ropt til mig fra sine grave. Men det har aldrig rigtig passet sig. Og nu da jeg er blit chef for en bande av Europas fineste kriminalister — paa den anden side av loven — forstaar De, at det ikke gaar an at omvende sig — slik som min frænde digteren i Paris. Men jeg har et litet svakt punkt . . . Og nu da vi staar her i et ukjendt portrum i en ukjendt by, kan jeg gjerne si det: Det er min mor, en gammel, fattig enke i Harlem. Hun faar aldrig se mig mere. Hvis De skulde slænge indom der før eller senere, vil De da besøke hende og hilse hende fra mig . . . og si hende . . . ja, De forstaar . . . lyv litt sammen om mig . . . noe godt . . . og fortæl hende ialfald, at hun har været den eneste kvinde i mit liv . . . for det er sandt! . . .
Og saa faar vi vel skilles. De gaar til eventyret, og jeg fortsætter videre, hvor jeg sidst slap . . . . Skulde De skifte sindelag, saa træffer De mig i Bashwells Street 1059 eller — paa likhuset . . . Farvel! . . .
