Mistilliden vokste. Den smittet alt og alle. Penger var ikke til at opdrive, og bankerne ruget skrækslagne over resterne av sit guld.
Selv den store pengeinstitution i Kirkegaten følte tidernes ugunst paa en meget ubehagelig maate. To handelshuses fallit hadde angrepet reservefondet saa sterkt, at den administrerende direktør hadde fundet det paakrævet at sammenkalde et ekstraordinært direktionsmøte kl. 8 om morgenen for at drøfte de foranstaltninger, man maatte træffe for at hindre en finansiel panik.
Bleke og nervøse sat direktionens medlemmer rundt det grønne bord og ventet paa formandens indberetning. Paa den anden siden sat bankchefen og aapnet dagens post. Der laa en trykket stemning over den lille forsamling. Aldrig hadde Norges finansielle verden hat krachet saa nær ind paa livet som nu.
Formanden reiste sig. Den store advokat og finansmand hadde helt mistet sit vakre og forhaabningsfulde smil. Og hans kraftige og sonore stemme skalv en smule, da han henvendte sig til de forsamlede mænd.
—Som d’hrr. medlemmer av direktionen vil vite, sa han langsomt, mens han stirret vedholdende paa det lille stykke papir med tal, som han holdt i haanden, har vi i den sidste uke lidt overordentlige tap. De to landskjendte firmaers betalingsindstillinger har likefrem rokket ved vor gamle pengeinstitutions grundvolde. Vi faar se sandheten i oiene som mænd. Vi kjender
