Der laa en dæmpet uro i luften. Det var svære tider. Den sociale obstruktion hadde lammet den internationale omsætning, og al handel og industri gispet efter luft og levelige vilkaar. Det ene krach efter det andet fik bankerne til at ryste i sine grundvolder. Og hver dag, som gik, bragte nye bekymringer, nye jobsposter, nye fallitter.
Heller ikke Kristianias banker hadde sluppet helskindet fra den store verdenskrise. Reaktionen var kommet. Den finansielle pendel hadde naaet de høieste sifre, og nu svinget den atter ned mot bølgedalen, hvor de smaa tal, pengenøden og modløsheten var eneherskere.
Aviserne avspeilte den almindelige uro. De bragte bud om den ene vældige betalingsstansning efter den anden. Hver ny dag hadde en ny forfærdelse. Ingen var mere sikre. Overalt hørtes der jeremiader undtagen fra tranmæliterne, som brølte av henrykkelse over, at de nu endelig hadde faat samfundet til at krype paa sine knæ.
