Da ropte gategutterne hurra, saa det ljomet utover havnen . . .
Borgermesteren stod i en lyttende kreds og fortalte og fortalte . . .
En ung mand med et lyst, aapent ansigt traadte ut av kredsen og gik hen til de to venner.
—Mit navn er kaptein Dons, sa han smilende. Jeg har hørt om Deres vidunderlige historie, dr. Fjeld, og jeg mindes Dem godt. De var en av de første mænd paa vore idrætspladser . . . Men nu maa jeg si Dem farvel . . . Den anden »Jonas Fjeld« venter . . .
—Hvorledes?
—Det er Erkos nye elektroaeroplan. Den fuldkomne flyvemaskine. Jeg agter nu at flyve til Kristiania og melde nyheten der. Om tre timer er jeg der. Det er jo ikke andet end rimelig, at »Jonas Fjeld« bringer bud om Jonas Fjeld. Ikke sandt?
Den unge flyver svang sin bat og ilte opover byen, og selskapet fulgte langsomt efter op til Ernst hotel.
—Kjære Erko, sa Fjeld til sin ven, da de sat alene i det store hotelværelse. Du forstaar, hvorfor jeg reiste, ikke sandt?
—Jo, svarte dvergen. Du visste ikke, at forfølgerne i de svenske politiuniformer var Delmas bande.
—Og Delma?
—Jeg sendte ham tilveirs, mumlet Erko. Der blev ikke en knap igjen av hans svenske uniform. Vor
