Hart vendte sig gysende bort; men Fjeld løsnet skelettet fra væggen og undersøkte det nøie.
—Dette er skelettet av en ung pike, sa han. Hun har neppe været over 16 aar gammel. Det maa være mange, mange aar, siden hun døde . . . Ansigtsformen tilhører en utpræget intellektuel race: en dolikefal og en sjelden smuk frontallinje . . . Se her, fortsatte han og pekte paa et firkantet hul i bakhodet, — hun er myrdet bakfra antagelig med den firkantede bakside av en tomahawk. Hun er et offer fra indianerkampenes tid — stakkars liten pike. . . . Men hvad er det . . .?
Fjelds ansigt fik et præg av den dypeste forbauselse. Ti inde i bakhodet saaes der et fint lag av guldstøv, som drysset ut ved den mindste bevægelse. Ja, der sovet smaa gyldne partikler ut mellem de uberørte 32 tender, og i ørehulerne glinset der smaa gule korn . . .
Hart nærmet sig motstræbende.
—Hvad kan det være? spurte han.
—Det er greit nok, svarte Fjeld. Denne døde kvinde, som er dræpt i sin bedste ungdom, skal vise os veien til guldaaren. Nu staar alt klart for mig. Det er Efraims gyldne jomfru.
