maatte følgelig parterne selv i fornødent fald sørge for. De blev ved skirskotningen til dómsuppsøguváttar, vidner paa domsafsigelsen, og dommen selv gjennem dem vitterlig. Hvad dette vil sige, bliver klart, naar man erindrer, at domen afgav en kjendelse paa grundlag af de af den anerkjendte vidners vitterlige udsagn. At kjendelsen ofte i realiteten blev en simpel gjentagelse af dette, hindrede ikke, at den formelt var noget nyt, nemlig en retsstiftende dom; i en fortsat strid var det denne og ikke dens grundlag, vidnesbyrdet, som blev at benytte, og derfor maatte man ved skirskotning under vidner altid sikkre sig at have den i vitterlig stand.
For det tilfælde, at heller ikke erfaringsvidner kunde skaffes tilveie, have vi seet, at skiladomen paalagde indstævnte benægtelsesed med eller uden mededsmænd, der skulde stadfæste rigtigheden af hovedmandens edelige erklæring. I dette fald blev sagen altsaa ikke vitterlig ved selve domskjendelsen, men først derved, at den dømte lod eden falde eller omvendt i skirskotningsvidners nærværelse rigtigen aflagde den. Dette skulde være skeet inden 10 uger fra domsafsigelsen, ellers ansaaes den som endelig falden.[1]
Af det foregaaende vil det være fremgaaet, at saavel skirskotningen under opnævnte vidner som behandlingen ved skiladóm gjorde det faktiske grundlag for en retstvist utvivlsomt og klart
eller, som det er bleven valgt at kalde det, vitterligt. Derfor
- ↑ Gul. kap. 136.
