meget, at institutionen ogsaa her har været kjendt. Saaledes bevidner Gul. kap. 91, at landnamsforbrydelsen gik over til ran med ransbod til kongen og fordoblet landnamsbod til sagsøgeren, naar denne havde nedlagt forbud, og at dette var den almindelige følge af forbudsnedlæggelsen, fremgaar tillige af kap. 72, 77, 81, 88 og 100. Blandt disse indeholder kap. 81 og 88 exempler paa, at besidderen af jord kunde nedlægge forbud dels mod en indtrængende, dels mod en medbesidder, og kap. 72 og 77 vise, at forbud ogsaa her kunde anvendes af en ikke i besiddelse værende klager mod vedkommende gjenstands besidder. Derimod kan intet sted anføres, hvoraf man kunde slutte, at en almindelig mod alle gjældende forbudsnedlæggelse vestenfjelds har været kjendt; men herved er at mærke, at det blot kom an paa en erklærings ordlyd, om den skulde blive et almindeligt forbud eller kun en simpel lysning af vedkommendes egen ret, og at forskjellen paa dette punkt derfor egentlig alene bestod deri, at man i Gulathingslagen har indskrænket sig til den simplere, men heller ikke saa kraftige form. En skarpere afvigelse fremgaar af kap. 72, der viser, at fristen, de 5 dages termin, vistnok ogsaa her i forbudssager forekom, men at den havde en anden betydning end i Throndhjem, idet den betegnede den frist, som sagvolderen fik til at ordne sig saa, at han efter de fem dages forløb kunde rette sig efter forbudet. Det i kap. 72 omtalte tilfælde er, at en leilænding ikke betaler sin landskyld og derfor betages retten til videre benyttelse af avlingen; hensynet synes her virkelig at have været, at skyldneren, der havde ret til at bo paa gaarden til næste vaar, i de fem dage skulde kunne faa hentet sig det nødvendige andetstedsfra[1]. Paa samme maade maa tydeligvis kap. 77 være at forstaa, naar det om den sig uden hjemmel indtrængende leilænding siger, at eieren skal „gjøre ham fimtarstefna af“; der findes ingen antydning
til nogen dómssættelse, og meningen er klarlig kun den, at lei-
- ↑ Gul. kap. 72: Nú vill hann eigi reiða, þá skall krossa lóð til leigu, ok fyribjóða honum at neyta undan krossi, eptir fimt. En ef hann neytir, bœti konungi baugi, ok gjaldi þó hinum leigu. Nú skall á þeirri jörðu búa til fardaga at öðru vári.
