Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/262

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

at det som en følge heraf atter siges at være en fordel for klageren, naar han ved at fremføre vidner kan afskjære sin modpart adgangen til edelig benægtelse[1], dels at det jo ogsaa i sig selv maa være indlysende, at det var en væsentlig begunstigelse for den sagsøgte at kunne afgjøre sagen ved sin egen ed, medens det maatte være en ligesaa stor mislighed for klageren, at han ikke kunde faa lov til at fylde beviset ved sin ed, men var nødt til at lade udfaldet bero paa sagsøgtes. Men hertil er følgende at bemærke: Det lader sig ikke paastaa, at de norske kilder med eftertryk udhæve den fordel, sagsøgte drog af sin adgang til edsaflæggelse. De almindelige ordelag er, at han skal nægte med den eller den ed, at han, hvis han vil nægte, skal gjøre det med den eller den ed, og lignende, og der findes endog steder, der nærmest tyde paa, at det i yderste fald dog ansaaes som en fordel for klageren at kunne tvinge modparten til ed.[2] Med dette forbehold skal det imidlertid paa den anden side ogsaa indrømmes, at det ofte af lovenes udtryk og vendinger middelbart fremskinner, at adgangen til ed var en fordel for den sagsøgte; til saadanne udtryk regne vi f. ex. at njóta skirsla sina, hafa eið fyrir sik, hafa syn fyrir sik, standa fyrir með eiði, hafa nikvæðt osv. Men neppe skal man kunne paavise et eneste sted, hvor denne fordel tænkes som modsætning til det tilfælde, at klageren selv havde faaet sværge. En saadan formalistisk betragtning af eden, hvorved den skiltes fra sit materielle grundlag og blev et bevismiddel, der snart kunde lægges i sagsøgtes, snart i klagerens haand, er maaske rigtig efter de ældre tyske love; men efter de gamle norske var benægtelseseden ikke først og fremst ed, men først og fremst benægtelse og kunde derfor ikke i hin relation opfattes som en

gunst for den sværgende. Den i kilderne antydede fordel forklares

  1. ↑ Fr. 12–7: Þá (nemlig naar sagsøgeren ingen vidner mere kan føre) á hann eigi meira af hinum en lyritar eið.
  2. ↑ Saaledes siger Gul. kap. 39 for det tilfælde, at vidner ere præskriberede: men i ethvert fald kan han kræve ham paa ed (koma hánum til eiða) og Fr. 4–7 giver paa en mindende maade eftermaalsmanden adgang til at „søge to mænd til tylftared, men kun for det fald ogsaa den tredie“ osv.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Grundtrækkene_i_den_ældste_norsk_proces.djvu/262&oldid=188869»