vat indhentelse af oplysninger, hvorved sagen i en forholdsvis moden tilstand kunde forelægges ørvarthinget, naaede man altsaa nordenfjelds, paa grund af ørvarthingets rent foreløbige karakter, først ved det andet thing til den samme grad af modenhed.[1]
Vi gaa derpaa over til de særegne regler, der gjaldt for floksvig d. e. drab skeet i et følge af fem eller flere personer. „Hvis en mand bliver dræbt i flok“, siger Gul. kap. 152, da er det vel, om det hævnes. Men hvis han renner unda til skogs, da skulle alle renne efter, og ingen staa imod. Men hvis han tages tilfange i dette løb, da helliger tilfangetagelsen ham til things og derfra til bane. Have den dødes frænder at holde ham fast, hvis de ville, og holde ham til thinget eller føre ham til kongens aarmand. Lendermanden skal tage mod ham, hvis aarmand ikke er til. Nu skal kongens aarmand eller lendermand skaffe bøddel.“ Som man vil se, forudsættes her alle nøiere oplysninger overflødige, ligesaavel som enhver nægtelse af gjerningen umulig; tilstedeværelsen af en flerhed af gode mænd gjorde den i sig selv vitterlig, og de foreløbige undersøgelser og sigtelser bortfaldt. Men idet thinget saaledes strax sees at dømme i sagen, minder os den mærkelighed, at en formelig dødsdom synes at blive afsagt og endog efterfulgt af en offentlig henrettelse. Var der da fastsat en saa langt haardere skjæbne for den, der dræbte i flok, fremfor enhver anden drabsmand? Selv morderen slap jo med fredløshed, uden at det offentlige paatog sig nogen forpligtelse til at lade ham henrette. Denne sammenligning viser allerede klart, at bestemmelsen maa sees fra et andet synspunkt, og dette bestyrkes yderligere ved kap. 189, der indeholder ganske de samme bud for tilføielse
af saar i flok; thi umuligheden af, at denne endnu ringere misgjer-
- ↑ I det brudstykke af den ældre Eidsivathingslov, der findes optaget i Norges gamle love 2det bind p. 522, haves denne lovs bestemmelser om hærværk, men kun i korrupt stand. Saameget sees dog, at ørvarthinget søndenfjelds ligeledes har havt en ganske foreløbig karakter, idet vidnerne, der paa ørvarthinget vare blevne fremførte, skulde gjentage sin forklaring paa heredsthinget, og dette derpaa stadfæste ørvarthingets dom.
