selv tænkes at stævne thing, hvortil altsaa eftermaalsmanden fik indfinde sig. Paa ørvarthinget afsagdes endelig heller ingen dom; thi en saadan forudsatte den anklagedes stævning.[1] Forretningerne indskrænkede sig altsaa til at indhente oplysninger, der kunde føre til en bestemt sigtelse.[2] Blandt disse oplysninger nævner Frost. lovens 4–7, saaledes som texten nu foreligger, imidlertid to arter, som Gul.loven ikke kjender. Efter at den døendes udsagn er bleven stillet over viglysingen, heder det nemlig: „Men hvis den saaredes udsagn ikke kommer frem paa første thing og ikke bygderygte vidner (heimiliskviðar vitni), men kommer viglysing og øienvidner, da skal viglysingen staa og ikke øienvidnerne.“ Hverken bygderygte eller øienvidner ere optagne i det vestenfjeldske anklagesystem. Hvad det første angaar, sees det dog strax, at det kun ved feilskrift kan være kommen ind i Fr. 4–7. Det vilde jo have været en meningsløshed, om bygderygtevidner, som den nuværende text kræver det, skulde være gaaede foran viglysingen, medens øienvidner, et rygtes bedste støtter, stod tilbage for denne. Allerede stedet selv nødvendiggjør derfor en rettelse fra heimiliskviðar til heimsóknar vitni, og at vi herved ikke begaar nogen vilkaarlighed sees af Jerns. kap. 27, hvor denne rettelse i den ellers ligelydende text er foretagen, og ikke mindre tydeligt ogsaa af Bj. kap. 27, der sætter viglysingen som nummer tre netop efter den døendes udsagn og hjemsøgelsesvidnerne. Som en for Frostathingsretten særegen oplysning i drabstilfælde staar da kun øienvidnerne tilbage. Disse maa nemlig ikke opfattes, som om de faldt sammen med den dræbtes ledsagere, hvilke paa andre steder omtales; om dem vidste man, at de maatte kjende til det forefaldne, om øienvidnerne derimod intet andet, end hvad de selv paastod at have været iagttagere af. Det er imidlertid at mærke, at Bj. kap. 27, der tydeligvis lægger an paa en vis fuldstændighed i opregnelsen af de ved drab brugelige oplysninger, ikke nævner det ringeste om saadanne øienvidner, og vi ledes derved til den slutning,
at de oprindelig ligesaa lidt ere blevne tagne hensyn til i
