selve thingforhandlingerne, at de ikke sigtes til i en eneste gammel lovsætning eller sentents? En saa sparsom omtale kan kun begrundes gjennem den antagelse, at det var et nyt, først sent anerkjendt retsmiddel, som her holdt paa at bryde sig frem.
Men kunne vi saaledes end ikke dele den af Maurer fremsatte mening om lagmandsombudets oprindelse i dens helhed, maa vi dog paa den anden side slutte os til ham, naar han søger at godtgjøre, at det som ombud er ældre end Sverres tid. I saa henseende turde beretningerne om Sigurd Jorsalefarers bekjendte søgsmaal mod Sigurd Ranessøn af Steig være afgjørende; thi i disse finde vi lagmændene for første gang spillende en bestemt rolle i thingforhandlingerne. I Snorres iøvrigt høist forvirrede fremstilling af søgsmaalets gang[1], heder det saaledes om Arnanæs thing, at Sigurd bad lagmændene at afsige dommen, hvorpaa Eystein svarede, at han vist troede, at der var mænd saa forstandige og kyndige i loven i Norge, at de vidste, at de ikke kunde dømme en lendermand utlæg paa det thing. Om Gulathing siges dernæst, at der blev holdt mange møder og stævner i sagen og mellem forstandige mænd, og at den blev ransaget for lagmændene. Om Rafnista thing: „Da spørger kong Eystein efter hos lagmændene, om den lov var sat i Norge at bønderne kunde dømme mellem konger. Lagmændene sige, at sager mellem konger indbyrdes skulle afgjøres paa Ørething“. Paa lagthinget i Nidaros siges Bergthor bokk, en søn af Svein bryggefod, at have fremført vidnesbyrd om Sigurds skyld, og derpaa lægges der Eystein følgende yttring i munden: „Jeg kræver lagrettesmændene til at dømme Sigurd fri efter loven.“ Morkinskinna, hvis fremstilling er greiere, omend heller ikke paa langt nær feilfri[2], lader kong Eystein sige om thinget paa Kefley: „Dette thing have lagmænd og bønder sat sig imellem for at hver af dem kan have sand lov ligeoverfor den
anden.“ Om Arnarheims thing fortælles i samme ordelag som hos
