menes? At Eidsivathingsloven ikke gjaldt norden- og vestenfjelds, vide vi; foruden Oplandene selv staar da kun Viken tilbage som den landsdel, hvortil disse ord kunne sigte, og virkelig vise de dele af Eidsivathings- og Borgarthingslovene„ som vi endnu besidde, nemlig deres kristenretter, en langt nøiere sammenhæng indbyrdes, end tilfældet er med de to andre hovedlove saavel gjensidig som ligeoverfor hine. Den legendariske Olaf den helliges saga siger ogsaa udtrykkeligt, at Eidsivathingsloven gjaldt paa Oplandene og i Viken. Men har Olaf den hellige saaledes samlet en fælles hovedlov for hele det søndenfjeldske[1], men paa samme tid dog kun henvist de egentlige Oplændinger til Eidsivathing som hovedlagthing, saa spørge vi: kan man antage, at den i sin hele styrelsesvirksomhed saa energisk og systematisk fremgaaende Olaf skulde have ladet det ligesaa vigtige og folkerige Viken ligge splittet under lutter fylkesthing uden nogen institutionel forbindelse? Dette synes kun lidet rimeligt, og da vi nu tillige vide, at det netop var Olaf, der anlagde borgen og byen Sarpsborg, hvor Borgarthing holdtes, saa ligger det ikke fjernt at gjætte paa, at han ogsaa har gjort denne stad til thingsted. I denne forbindelse bliver det endelig særlig at mærke, at thinget allerede nævnes ved aaret 1047. Man kunde vistnok ville forklare dette derhen, at det maaske allerede i lange tider havde været thing for en mindre kreds, og at det fremdeles kun var denne, som ogsaa i hint aar samledes. Men herimod taler bestemt thingets navn, der forudsætter borgen som tilværende, da thinget stiftedes. Havde der forhen været thing der, vilde det visselig ligesaa lidt have byttet navn, som Ørething nogensinde trods hovedstadens opkomst fik hede Nidaros thing. Dertil kommer, at Sarpsborg, hvor thingstedet altid har været, laa paa den høire flodbred, altsaa i Vingulmark; men at det skulde have været fylkesthing
for dette – og paa heredsthing hyldedes konger ikke –,
- ↑ At Eidsivathingsloven saaledes ogsaa overførtes til Borgarthing, kan ikke antages at have stødt de gamles særfølelse. I Tyskland var, som bekjendt, en saadan translation af de gjældende love fra den ene stad til den anden meget almindelig, og selv i Norge have vi det samme at iagttage ved Bjarkørettens udbredelse til alle norske kjøbsteder. Den er nemlig for største delen skreven lige ud af Frostathingsretten, og har øiensynlig fra først af kun gjældt i Nidaros.
