vitterlige ret, klagen kom følgelig i saa fald til at lyde paa ran og kunde ikke behandles for en privat dóm.
Men ligesom bevissystemets indre bygning ikke synes at tale for hin menings rigtighed, saaledes tro vi heller ikke, at den historiske udvikling kunde have skabt det processystem, som i vore ældste love træde os imøde, hvis den skulde have havt et forhistorisk udgangspunkt, som det antydede. Tænke vi os nemlig, at oprindelig ogsaa skirskotningsvidnerne blev at føre for en privat dóm, og at det først var ved ikke at rette sig efter domens kjendelse, at sagsøgte gjorde sig skyldig i ran, saa vilde forskjellen mellem skirskotnings- og erfaringsvidnerne strengt have været indskrænket til dette ene, at der til bevis af enkeltstaaende begivenheder krævedes skirskotning, medens der til bevis af retslige tilstande krævedes længere tids erfaring; bortseet fra denne forskjellige konstitutive egenskab vilde derimod deres vidnesbyrds kraft og virksomhed ganske have været den samme. Vi vilde med andre ord før vor retshistories begyndelse befundet os ved et punkt, meget lignende det, hvortil vi først ved det 13de arhundredes lovgivning, der slog erfarings- og skirskotningsvidner sammen, atter naaede hen. Men havde dette været tilfældet, hvorledes da tilfredsstillende forklare det mellemliggende tidsrums strenge og fundamentelle distinktion med hensyn til virkningen af de to slags vidnesbyrd? Vilde ikke en praktisk retsudvikling, som den oldnorske dengang endnu helt igjennem var, have holdt fast ved den opnaaede faktiske lettelse, med hensyn til deres virkning at kunne betragte dem begge som ét og hurtigen have udvidet fællesskabet ogsaa til deres formelle egenskaber? Men istedet derfor se vi vore retskilder drage den bestemteste forskjel mellem erfaring og skirskotning som grundlag for vidnesbyrd og ikke alene med hensyn til den formelle dannelse, men med fuld processuel virkning. Paa den anden side, naar dómsbehandling oprindelig og med samme nødvendighed skulde være bleven brugt i sager med skirskotnings- som med erfaringsvidner, hvilken grund skulde der da have foreligget til at kaste domen i det ene fald og beholde den
