tiven alligevel, tror jeg Natten tryg, og vi gjør vor Affære.“
Dermed gik han.
Isak og Reinert blev siddende tilbage igjen.
Støien i det stinkende Drikkelokale var nu paa sit høieste, og den tætte, kvælende Tobaksrøg næsten uudholdelig! Bordene var tilsølet med øl og Aske, og nede paa Gulvet laa efter væltede Glas og Flasker skarpe Skaar, som rep baade i Gulv og Skosaaler. Det summede af grove Fyldestemmer, og fra alle Borde hørtes Eder, raa Latter og alskens gement Snak.
Isak og Reinert sad og iagttog de to mistænkelige Individer med Interesse.
„Nu har de snart Pæren fuld,“ sa Isak.
„Se paa „Ladden,““ svarte Tateren, „han har Skarlagensfeber i Fjæset og sjangler. Det gjør den andre ogsaa. De skal nok gaa nu.“
Isak lo og udbrød:
„Jeg tror nu Greven har tat feil for en Gangs Skyld. De Fyldebøtterne der kan umulig være Politispioner. Men vel maa vi følge efter dem. Ikke tabe dem afsyne, sa Greven. Se der gaar de mod Døren. Drik ud, Reinert.“
„Ladden“ og hans Kamerat var gaaet udenfor. Isak og Tateren reiste sig og fulgte efter. Da de var kommet ud paa Gaden, saaes de to at sjangle afsted i Retning af Broen, som her gik over Akerselven.
Ved Broen stod to Politibetjente.
