Det lod til, at hverken „Ladden“ eller Krag havde bemerket ham. Efter en Tids Forløb kom han tilbage til Greven igjen.
„Hvad saa?“ spurgte Greven.
„Ja,“ svarte Tateren, „de snakkede noget om et realt Kup. Det hørtes ud, som de planla noget snart noget. Den ene af dem hviskede om at krybe over en Havemur bare og slaa ind en Rude i første Etage etsteds. Det er vist — ganske skikkelige Mennesker,“ la Tateren til med et Smil — „kan bli gode Venner —!“
Bandens Chef sad en Stund, hensunken i Tanker. Pludselig reiste han sig.
„Jeg maa nu gaa,“ sa han, „men Forsigtighed skader aldrig: tab derfor under ingen Omstændighed de to der afsyne. Jeg har faaet en Tanke om, at der stikker en Spion bag den ene af dem. Følg dem imidlertid i Hælene, hvor de staar og gaar, og gjør dem uskadelige med hvilkesomhelst Midler, hvis de skulde vise sig farlige for os. Forstaar?“
Tateren nikkede, og Isak satte et forstaaelsesfuldt Grin op i sit Rovdyrfjæs.
„Vi mødes Klokken 2, efter Aftale,“ fortsatte Greven. „Nu er Klokken 10! Klokken 11 skal jeg spille et Parti Kort hos Skibsreder Kolbø, sammen med vor fælles Ven, Detektiven Krag! Jeg overlader til Dere, at han derborte i hvert Fald ikke kan komme. Kommer saa Detek-
