lemmet Mand, kunde jeg se paa Sporenes Størrelse og paa den forholdsvis anselige Længde mellem Skridtene. Dertil fremviste de en Uregelmæssighed, som er ganske karakteristisk for ældre Sjøfolk, naar de færdes paa Landjorden.“
„Aha,“ udbrød Opdagelseschefen, „Manden har altsaa ventet paa et beleiligt Tidspunkt, f. Eks. at De skulde forlade Værelset.“
„Det tænkte jeg ogsaa et Øieblik,“ svarte Detektiven, „men jeg har maattet opgi det. Rovdyret, Morderen, er ført til Stedet af en Kjendtmand. Og jeg tror, at Manden nede paa Gaden har ventet paa et Signal fra en eller anden, som befandt sig i Huset. Kjeltringerne har seet Græff og mig gaa op. De har troet, at Græff kun fulgte mig for at beskytte mod Overfald, og at han hurtig vilde gaa igjen. Naar saa Spionen oppe i Huset har hørt, at jeg listede mig nedover Kjøkkentrappen, saa har han gjennem et Trappevindu i Hovedindgangen git Manden udenfor Besked i den Tro, at det var Græff, som gik ud, og at jeg blev alene tilbage.“
Opdagelseschefen nikkede.
„Rigtig sluttet!“ sa han. „Videre ...“
„Slynglerne har ganske sikkert paa Forhaand undersøgt Husets Lokaliteter. De vidste, at opad Kjøkkentrappen vilde Morderen vække mindst Støi og lettest kunne komme ind til mit Værelse. Sporene viste ogsaa ganske rigtig ind i Gaardsrummet, hen til Kjøkkentrappen. Jeg husker be-
