lygter til sin Undersøgelse, men trods det forstærkede Lys syntes han ikke at komme til noget Resultat.
Saa begyndte han igjen ude paa Gaden og forfulgte Sporene ind i Portrummet.
Pludselig udstødte han en overrasket Fløiten, som tydede paa, at han havde gjort en Opdagelse.
Sporene viste ikke op ad Trapperne, men gik ind i Gaardsrummet.
Detektiven krøb afsted henad den fugtige Jord med Blændlygten foran sig. Hun undersøgte hver Plet, maalte med en liden Passer, dreiede sig frem og tilbage og kastede Blændlygtens Skjær i vide Kredse omkring, for at intet skulde undgaa hans granskende Øine. Han var aldeles gaaet op i sit Hverv, og sansede intet af, hvad der i Øieblikket foregik i hans Nærhed.
Ingen kunde som Krag forfølge et Spor, naar han først havde faaet Tæften af det. Det var formelig, som han gik over fra at være Menneske til at bli Hund. Han syntes at kunne veire sig frem.
Detektiven forfulgte Sporene hele Gaardsrummet indover. Han standsede først, da han kom til Kjøkkendøren. Efter hans Bevægelser at dømme, havde der været Spor baade opover og nedover Gaden, de fortsatte gjennem Portrummet til Kjøkkentrappen og gik videre opover Kjøkkentrappen. Da Detektiven var kommet op til 3. Etage her, gik han hurtig gjennem Korridoren og traadte
