lød søvnig og falsk; saa sluttede han at synge og tog istedetfor fat paa at snakke med sig selv igjen, smaabandende og spyttende. Omsider karrede han sig opover et Stykke, stadig støttende sig til Husvæggen. Tilslut forsvandt han om Hjørnet.
Eller rettere sagt: Det saa ud som om han forsvandt i en Sidegade.
I Virkeligheden havde han med et raskt Tag hivd sig over Gjærdet til Assessorens Have og dumpet ned paa den anden Side.
Der blev han liggende i flere Minutter, uden at røre sig.
Da Detektiven ikke merkede noget mistænkeligt, og da han tydeligvis ikke havde foruroliget nogen ved sin Manøvre, reiste han sig op igjen og sneg sig nærmere Huset.
Han havde et udmerket Skjul i Ly af nogle Buske. Herfra kunde han gjennem Sprinklerne i Gjærdet overskue Gaden udenfor, saa ingen kunde komme useet ind eller ud ad Hovedindgangen. Kjøkkenopgangene med hele Bagsiden af Huset havde han lige foran sig.
I selve Bygningen var der slukket og sort i alle Værelser med Undtagelse af et, i hvis Vindu der endnu brændte Lys. Detektiven konstaterede med Tilfredshed, at dette Værelse maatte tilhøre en af Tjenerskabet.
Han stod en lang Stund urørlig og ventede, stadig stirrende op mod dette lysende Vindu, nu
