i dette Værelse befinder sig i livlig Samtale med hinanden.“
Med disse Ord aabnede Krag sagte og lydløst Døren og sneg sig ud.
Krag listede ned Kjøkkentrappen og kom ud i den indre Gaard, skilt ved et høit Gjærde fra Nabogaarden.
Det var dog kun et Øiebliks Sag for den behændige Detektiv at svinge sig over Gjærdet og la sig glide ned paa den anden Side.
Derfra spadserede han ud paa Gaden, som laa der mørk og tom.
Da Krag havde gaaet nogle Skridt, mødte han en Konstabel. Detektiven slentrede forbi ham og saa ham ind i Ansigtet. Han kjendte ham straks! Det var en af Politikorpsets ældste og mest paapasselige Konstabler.
Med Tilfredshed la Krag Merke til, at Konstabelen vendte sig om, da han havde passeret ham. En saa mistænkelig og lazzaronudseende Fyr, mente Konstabelen, at han maatte holde Øie med.
Da Krag var kommet nedover mod Parkveien, begyndte han at agere „fuld Mand“. Han hikkede og snakkede med sig selv, som rigtig berusede Folk pleier at gjøre. Tilslut stansede han udenfor Assessorens Hus, det han nylig havde forladt som „Konsul Bjørn“.
Han lænte sig mod Husvæggen og nynnede en kjendt Revyvise, — hans Fyllebøttestemme
