Detektiven tog nu frem den lille sammenrullede
Papirkugle, som Amerikaneren havde tænkt
at spille den blegfede Tjener ihænde.
I Skinnet af Blændlygten foldede han Papiret ud og læste:
„Forsigtighed. Vi iagttages. En Hund i Selskabet.“
Det var med et tilfreds Smil, at Detektiven puttede det lille, krøllede Papir i Lommen.
„Vent paa mig her, Græff,“ sa han til sin Ledsager, „træk imidlertid Rullegardinerne ned, saa man ikke kan staa over Gaden og se ind her.“ Med disse Ord forsvandt Krag ind i Værelset ved Siden af.
Manden i den sorte Kappe, Detektivbetjent Græff, trak hurtig Gardinerne ned og satte sig i en af de brede, dybe Lænestole. Medens han sad der, forekom det ham, at han et Øieblik hørte Støi i Leiligheden, som laa Væg i Væg med Krags. Han lyttede. Var det ikke en Dør, som knirkede, og lød der ikke Skridt, som gik nedover Trappen? Betjenten sad en lang Stund og lyttede, men da der ikke hørtes noget mere, troede han at have hørt feil.
Ti Minutter efter kom Asbjørn Krag ind i Værelset igjen.
Der var da foregaaet en fuldstændig Forandring med ham.
Efter en ypperlig Maskering og Omklædning presenterede han sig nu som den mest fuldendte
