Saa gav de sig igjen høirøstet til at tale om
andre Emner, medens de gik opover Gaden.
De kom til Asbjørn Krags Bolig. Forinden de gik ind, lod Krag det skarpe Skjær af sin Blændlygte lyse i alle Kroge. Ogsaa da han gik opover Trappen, holdt han Blændlygten foran sig. Han lod Lygten staa paa Bordet inde i sit Værelse og tændte ikke Lampen. Udenfor Vinduerne stod Mørket som en svart Væg.
Manden i den sorte Kappe saa forbauset paa ham.
„Kjære Kollega,“ sa han, „jeg har aldrig før seet Dem bange.“
„Jeg er heller ikke bange,“ svarede Krag alvorlig; „men det mindste Feiltrin her kan ødelægge hele Affæren for os og muligens koste mig Livet til ingen Nytte. En gjennemført Forsigtighed er paakrævet.“
„Har De da fundet det rette Spor?“
„Ikke alene det. Jeg har fundet Forbryderbandens Chef. Jeg har endog talt med ham.“
„Men hvorfor i alverden arresterer De ham da ikke?“
„Fordi der endnu ikke findes et eneste Bevis mod ham. Og fordi han har en Række Medskyldige, som heller ikke maa slippe os ud af Hænderne. Sandsynligvis planlægger Banden et nyt stort Kup. Da kan der bli Anledning til at knibe dem alle. Foreløbig er det af Vigtighed, at mine Befalinger paa det nøiagtigste efterfølges.“
