Og Amerikaneren sendte Detektiven et haardt og koldt Blik.
Selskabet fortsatte endnu en Times Tid i den bedste Stemning.
Da foreslog nogle Herrer, at der skulde spilles Whist. Forslaget blev modtat med Begeistring, og der dannedes straks tvende Kortborde.
Ved en merkelig — tilfældig eller beregnet — Tilskikkelse magedes det saadan, at Detektiven og Amerikaneren kom til at spille ved det ene Bord sammen med Assessoren og Skibsrederen. Detektiven og Skibsrederen blev Makkere mod de to andre.
Da alle fire Spillere var meget dygtige, blev Spillet særdeles interessant.
Den første Rubber tabte Detektiven og Skibsrederen. Men straks i anden kom disse ovenpaa paa Grund af nogle heldige Udspil af Detektiven.
„De spiller dristig,“ sa Amerikaneren og tilkastede Detektiven et Blik, som alene denne opfattede.
„Lykken tilsmiler den dristige,“ svarede Krag.
„Ikke altid. Hr. Konsul, som oftest ender det med en Katastrofe. Det er Skjæbnens Lov. Slig er det ogsaa med Livets Spillere.“
„Se, saa, nu begynder man at bli poetiske,“ indskjød Skibsrederen, han var ifærd med at blande Kortene.
Amerikaneren lod, som han overhørte Bemerkningen.
