Detektiven var blit ganske nervøs og følte sig
særdeles betuttet over denne Begivenhed.
„“De gode Herrer ved altsaa,“ tænkte han, „hvem der er paa Sporet efter dem. De ved ogsaa om Tabet af Mansjetknappen, og formodentlig er det den, de har villet ha fat i. Men hvad de ikke vidste var, at jeg for alle Tilfælders Skyld bar den vigtige lille Tingest paa mig. Nuvel! De har røbet sig, i overlegen Tro paa sin Magt. Vi skal dog alligevel se, om den ikke kan knækkes ...“
— — —
Netop som Mørket var faldt paa, kom der en middelaldrende, fornemt udseende Herre ind paa Potitistationen og bad om at faa tale med Opdagelseschefen. Herren havde Guldlorgnet, bag hvilken der skinnede et Par merkelige Øine. Han bar et brunt Fipskjæg. Klædedragten lod ane, at han netop var kommet fra Udlandet. Han talte ogsaa med en fremmed Akcent.
Herren blev straks vist ind til Opdagelseschefen, hvor han opholdt sig i henved en Time. Opdagelseschefen fulgte ham bukkende helt ud i Forværelset, og de underordnede Politimænd la Merke til, at Chefen saa noksaa ophidset ud.
Ved Politistationens Trappe ventede den fremmede Herres Vogn. Han steg op i den og kjørte hurtig bort.
