i sidste Øieblik, kom hjem, traf jeg Direktøren, som sad og ventede paa mig. Han havde faaet et falskt Brev, underskrevet med mit Navn. Det er dette Brev, som jeg her holder i min Haand og som jeg kalder for Dokument Numer 1. I første Øieblik troede jeg som Direktøren, at der foruden Dem var en tredje Forfølger og at denne Tredje havde sendt Direktøren den falske Ordre om ikke at indfinde sig paa Vestlandsbaaden. Men hele Sagen forekom mig saa mystisk, at jeg maatte konstruere en anden Slutningsrække og sætte denne op mod den Slutning, som Direktøren havde indgit mig. For at faa det hele til at stemme, maatte jeg følge Direktøren saalangt som til at indrømme, at Fabrikens Fiende var inspireret af en Tyskland fiendtligsindet Magt. Men da jeg af en righoldig hemmelig Litteratur om denslags smudsige Internationale Affærer har forholdsvis god Rede paa, hvordan Stormagternes „sorte Kamre“ arbeider, tænkte jeg straks: Den ligeste Vei for Frankrig at gaa, maatte naturligvis være at faa en af de to Chefer over paa sin Side. Hvad faldt da rimeligere, end at det henvendte sig til ikke-Tyskeren Hr. Brodd, som ialfald ikke havde Fædrelandskjærlighed iveien for sig. Naar jeg satte selve Direktøren op som Fabrikens egentlige Fiende, stemte det hele brilliant. Hans nervøse Uro skrev sig fra, at han havde faaet en Anelse om, at man havde begyndt at mistro ham. Dertil kom, at han jo maatte ha en uhyre økonomisk
