husker sikkerlig Hulveien, hvor vi har Fodsporet med de tre Nudder i Hælen. Og se Dem saa omkring og betragt den første gyldne Anelse af den gryende Dag paa Østhimmelen. Direktøren svarte slet intet til alle disse Udbrud, men hans Uro tiltog, eftersom Krags Fantasier øgede.
De to Herrer var endelig kommet bort til Ingeniørens Villa. Da var det ligesom Asbjørn Krag kom i Tanker om noget. Han stansede, satte Fingeren grundende op mod Panden og mumlede:
— Død og pine. Jeg havde nær glemt —
— Hvad har De glemt? spurgte Direktøren.
— Indbydelsen, Deres Indbydelse til den tyske Hr. Müller. Jeg havde nær glemt at overbringe den.
— Ja, hvorledes vil De bære Dem ad dermed? Har De tænkt at sende den i Posten? spurgte Direktøren ironisk.
— Nei, svarte Krag, jeg vil overrække ham den personlig.
— Personlig! Virkelig! Og naar, tør jeg spørge.
Asbjørn Krag saa op mod Elsasserens Villa, gjennem hvis Vinduer der ikke skinnede Lys.
— Siden vi nu engang er kommet hid, sa han rolig, kan jeg ligesaagodt levere ham den straks.
— Vil De paastaa, spurgte Direktøren ophidset, at de to fordægtige Tyskere opholder sig i Elsasserens Villa?
