— Lad gaa. Gjerne det. Det er jo saa ligegyldig.
Da de havde gaaet nogle Skridt, sa pludselig Krag:
— Jeg ser De har Pakken med Dem.
Kristiania-Detektiven havde forlængst opdaget, at Direktøren bar en Pakke i den høire Haand.
— Det er Værktøi, svarte Direktøren, det skal bruges i Fabriken tidlig imorgen og saa tog jeg det med ligesaagodt nu. Vi kan jo gaa nedom Materialboden og lægge det ind til Forvalteren.
— Vil De ikke, at jeg skal bære Pakken for Dem, Hr. Direktør, jeg kan tænke mig, at den er tung?
— Nei, tak, den er slet ikke tung.
Han klemte Pakken haardere ind til sig, ligesom han var ræd for, at den skulde komme i Asbjørn Krags Besiddelse. Direktøren gjorde flere Forsøg paa at befri sig for Detektivens Greb i Armen; men det lykkedes ham ikke. Asbjørn Krag holdt merkelig godt fast, og det lod ikke til, at han var opmerksom paa, at Direktøren ikke likte hans overdrevne Venskabelighed. Detektiven blev ved med at beundre Naturens Skjønhed, noget som slet ikke lignede den koldblodige Politimand. Han pegte rundt omkring sig. Se paa det Skogholdtet der, sa han, hvor skjønt og hemmelighedsfuldt det staar og drømmer i Nattemørket. Se paa den kulsorte Silhuet af Bjergnabben mod Himmelen. Det er Hulveien, Hr. Direktør, De
