Vinduet stod aabent. Han tog hurtig sin Beslutning, slukkede Lyset og krøb ud gjennem Vinduet. Det var Asbjørn Krag en Leg at balancere langs Taggesimsen uden at gjøre den ringeste Støi. Etpar Minutter efter stod han nede i Græsset. Han saa sig om. Intetsteds skinnede Lys og han hørte ingen Støi.
Asbjørn Krag gik langsomt frem gjennem det høie Græs. Det evige Sus fra Fossen gjorde, at hans subbende Skridt i Græsset blev fuldstændig uhørlige.
Da han havde gaaet fremover i nogle Minutter, skimtede han en Skikkelse paa Veien et Stykke til Venstre for sig. Det var nu saa mørkt, at han ikke kunde se, hvorvidt det var en Mand eller en Kvinde. Men Asbjørn Krag var saa sikker paa sig selv og sine egne Slutninger, at han straks raabte høit:
— Hallo, Hr. Direktør!
Skikkelsen paa Veien stansede med et.
— Hvem raabte? hørtes Direktørens overraskede Stemme.
— Det var jeg, som raabte, svarte Asbjørn Krag og var i et Sprang ved Siden af ham.
— Har De ikke lagt Dem? spurgte Direktøren forbløffet, jeg saa De slukkede Lyset.
— Nei, ikke sandt, svarte Asbjørn Krag leende, idet han greb Direktøren under Armen, vi syntes begge to Natten var saa henrivende smuk, at vi ikke kunde gaa til Ro.
