af et Dødningehoved af Guld med en stor, funklende Diamant indfattet i hver Øienhuling. Detektiven puttede Mansjetknappen til sig. Han ledte en Stund efter den manglende Del, men det lykkedes ham ikke at finde den.
Sagen syntes forsaavidt at være klar nok: Blandt Tyvene befandt der sig en Mand af Stand. Han havde smale, elegante Støvler og bar smaa Formuer i sine Mansjetknappen Flugten var foregaaet gjennem Haven. En af Gjærdestaurene havde grebet fat i Mandens Mansjet og revet Knappen istykker. Fodsporene af de andre Kjeltringer var det Detektiven umuligt at skjelne fra den almindelige Trampen omkring i Jorden af brede Fødder.
Detektiven vendte sig nu mod Huset.
Den nærmere Undersøgelse af Haven kan jeg fortsætte ved Dagslys, tænkte han, nu staar det kun tilbage at se til min Ven Rentieren.
Man havde lagt den Syge paa en Sofa i hans eget Soveværelse. Da Detektiven traadte ind, stod Lægen bøiet over ham.
„Er han kommet til Bevidsthed?“ spurgte Krag.
„Nei,“ svarede Lægen, „han ligger bare og stønner, men forsøger at strække Hænderne op til Hovedet. Han lider meget.“
„Er Saaret livsfarligt?“
Lægen saa forbauset op.
„Saaret?“ sa han, „der findes ikke noget Saar.“
