Asbjørn Krag, som under denne Samtale havde
holdt sig noget tilbage, traadte nu frem og
Direktøren forestillede ham.
Den syge Ingeniør magtede at række Haanden frem.
— Tak fordi De kom, hviskede han, men jeg frygter for, at De ikke vil kunne udrette stort herinde.
— Hvorfor det?
— De er jo alene, fortsatte Ingeniøren, og en enkelt Mand kan ikke kjæmpe mod alle disse Slyngler, som sværmer omkring her.
— Men jeg har kjæmpet mod en Forbryderbande før, svarte Krag, og jeg skal nok ogsaa seire dennegang.
— Tror De? spurgte Ingeniøren for første Gang med en Klang af Interesse i Stemmen. Han stirrede længe paa Krag og sa saa pludselig:
— Jeg vil gi Dem et godt Raad. Hav altid en ladt Revolver hos Dem.
Asbjørn Krag smilte.
— Skal jeg bli nødt til at løsne et Skud, svarte han, saa vil det koste et Menneske Livet.
— Bare De rammer den rette, sa Ingeniøren, idet han atter saa Asbjørn Krag ind i Øinene.
— Jeg træffer bestandig den rette, svarte Detektiven, er De svært træt af denne Samtale, Hr. Ingeniør?
— Ikke endnu. Er det noget De vil spørge mig om?
