— Bliv!
Manden blev; han stod henne ved den syges Hovedgjærde.
Direktøren la sig paa Knæ ved den syges Leie og greb hans Hænder.
— Hvorledes har De det, kjære Ven? spurgte han deltagende, jeg har tænkt paa Dem i hele Dag.
— Nu er det bedre, svarte Ingeniøren, jeg antar, at jeg kan staa op om otte Dage.
— Tag det bare med Ro, sa Direktøren, det er bedst at være forsigtig. De kan jo foreløbig gi Deres Ordrer herfra. Men hvad er det jeg hører, fortsatte Direktøren, De har ikke villet spise noget?
— Det er ogsaa af Forsigtighed, svarte Elsasseren, vi er paa alle Kanter omgit af Fiender, Hr. Direktør, jeg er bange for mit Liv.
Han pegte paa Manden ved Hovedgjærdet.
— Schultze her er den eneste jeg stoler paa. Jeg sendte ham i Eftermiddag til Landhandleren, som bor tre Kilometer borte, for at kjøbe Mad til mig. Jeg har af samme Grund heller ikke villet la mig behandle af Anlæggets Læge.
— Hvem har saa behandlet Dem, kjære Ven?
— En gammel Landslæge, som heder Bjerke.
— Ja, han er vist en snil Fyr, sa Direktøren, men han er vistnok ogsaa lidt aflægs. Vil De ikke, at jeg skal sende Bud til Arendal efter en Læge?
— Nei tak, svarte Elsasseren hurtig, jeg kjender Bjerke. Jeg vil beholde ham.
