thekets ene Hjørne skjulte et vældigt Silkeforhæng en Seng. Forhænget var nu revet endel istykker, øverst oppe.
„Pleiede Berg at sove her?“ spurgte Detektiven.
„Ja,“ svarede Husholdersken, „naar Rentieren sad længe oppe om Natten, pleiede han at lægge sig til at sove her i Bibliotheket. Men ellers findes hans Soveværelse i anden Etage, hvor han nu er bragt hen.“
Krag var, medens de sidste Ord veksledes, allerede begyndt med en nøiagtig Undersøgelse af Værelset.
„Et noget forandret herinde, siden Ulykken skede?“
„Nei, ikke det mindste. Konstabelen bad os endelig ikke røre noget, forinden De kom.“
„Det er godt,“ sa Detektiven tilfreds. „Jeg ser, at den Ulykkelige faldt med Ryggen mod Sengen. Han maa saaledes ha faaet Slaget lige i Skallen. I Faldet har han revet med sig endel af Silkeforhænget.“
„Rentieren var netop gaaet til Ro, da Kjeltringerne kom og vækkede ham ved den Støi, de gjorde, da de aabnede Døren. En halv Times Tid før Ulykken skede, hørte jeg, at han kom.“
„Saa sent?“
„Ja, han havde været i Aftenselskab hos Statsraadinden.“
„Hos Statsraadinde Ebbell?“ spurgte Krag.
