noksaa meget i Hovedstadens selskabelige Liv. Ofte holdt han ogsaa selv Selskaber, og han havde en prægtig, stor Sal i sin Villas anden Etage. Rentieren var meget rig; — der fortaltes, at han spekulerede paa udenlandske Børser gjennem dygtige Agenter og tjente mange Penge.
Vognen svingede ind i Alléen til Rentierens Bolig; Krag slog Vinduet ned og tittede ud. Der laa Villaen med fulde Lys i alle Vinduer. Han hørte Mennesker rumstere omkring i Værelserne. Der raadede tydeligvis fremdeles stor Forvirring.
„Naturligvis,“ mumlede Krag ærgerlig, — „disse Mennesker maa ha ødelagt Sporene for os. Bare nu den Konstabelen har været lidt fornuftig.“
Vognen stansede, og Detektiven med de to Betjente steg ud. Lægen ilede foran dem ind i Huset.
Da Krag var kommet tilstede, fik han først og fremst jaget afsted de Uvedkommende, som havde indfundet sig. Derefter forhørte han sig om Rentierens Tilstand.
„Han kom til sig selv for nogle Minutter siden og er nu bragt ovenpaa,“ sa Husholdersken, som i et meget merkeligt Kostume og med et vildt, forvirret Udtryk i sit Ansigt viste Krag ind i Rentierens Bibliothek.
„Her var det, det skede,“ fortalte hun.
Bibliotheket vendte med sit eneste Vindu ud til Haven. Indgangen var fra Entreen. I Biblio-
