siddet taus næsten den hele Tid. Nu spurgte han tydeligvis adskillig urolig:
— Tror De, den tar os op, Herr Krag?
— Ja, jeg antar det; vi skal i Nødsfald lægge os ret for Baugen af den.
— Men hvis den alligevel ikke tar os op?
— Saa gaar vi foran med Motorbaaden til Arendal.
— Ja, kanske det var ligesaa godt.
— Nei, svarte Krag, husk at Tyskerne er ombord. Vi maa se de Herrer lidt paa Fingrene.
De var nu kommet saa nær „Dronningen“, at de kunde høre Slagene og Stønnene i dens Dampmaskine.
Agter kunde de skimte etpar enlige Passagerer, som stod og betragtede Fjorden. Pludselig blev deres Opmerksomhed fæstet paa den fremilende Motorbaad, de pegte paa den og samtalte ivrig. Den ene satte en Kikkert for Øinene.
Motoren gled op ved Siden af „Dronningen“, Skumsprøiten stod susende for Baugen i fine, spillende Straaler som foran en rigtig hurtiggaaende Torpedojager.
— Det er Tyskerne, sa Krag og nikkede op mod de to Passagerer paa „Dronningens“ Agterdæk. De andre Passagerer havde tydeligvis gaaet til Ro. Klokken var allerede langt over Midnat. Asbjørn Krag styrede Motorbaaden saa nær ind til „Dronningen“ som muligt, men han maatte
