— Hvad begyndte?
— Uheldene.
— Ah, saaledes, sa Krag og lænede sig tilbage i Stolen med halvt lukkede Øine — en Stilling han gjerne indtog, naar han vilde være rigtig opmærksom.
— Jeg forsikrer Dem, Herr Krag, at vi siden den Dag er blit rammet af en Række Uheld, saa uforstaaelige og saa beklagelige, at hvis det skal vedvare, staar hele Selskabets Eksistens paa Spil.
— Hvordan var det første Uheld? spurgte Krag.
— Det skede i Hamburg. Vi havde bestilt nogle uhyre store Svinghjul fra Essen til vor nye Fabrik. Da det største af disse Hjul skulde indskibes, gik paa en uforklarlig Maade Kranen istykker, saa Hjulet faldt i Sjøen. Det tog flere Dage at faa det op igjen. Imidlertid kom omsider Hjulene ombord og Baaden afgik, men saa fik vi til vor Forfærdelse Telegram om, at Baaden om Natten havde gaaet paa Grund i Elben.
— Havareret?
— Nei, den blev trukket af igjen etpar Dage efter, men endel af Lasten maatte først losses over i et andet Dampskib, deriblandt vore Svinghjul. Og nu hændte det fatale, at Kranen igjen gik istykker, da det største af Hjulene heisedes op, og Hjulet faldt i Sjøen, hvor det fremdeles ligger.
Asbjørn Krag saa spørgende paa Direktøren.
— Sandbund, svarte denne, løs Sandbund,
