underordnet Politimand ind til ham med et Brev fra Opdagelsespolitiets Chef. Brevet lød saaledes:
„Greven af Oslo har inat brudt sig ud af sin Celle og er rømt. Han har saget Jernstængerne over med en skarp Fil.“ —
Krag reiste sig bleg fra sin Plads.
— Du store Verden, tænkte han, saa er jeg i overhængende Dødsfare. Den Mand har tabt alt, han har intet mere at miste. Nu vil han hævne sig. Ja, ja, det faar endda være. Jeg er altsaa ikke færdig med ham. Det skal bli til en ny, til en sidste Dyst mellem os. Men den farligste!
Krag gik ind i sit Arbeidsværelse for at hente sine Vaaben.
Idet han skulde aabne Skrivebordskuffen for at ta sin seksløbede Revolver frem, faldt hans Øine paa en blaa Konvolut, som var stillet op paa Bordet. Han greb den og læste sit Navn udenpaa den.
— Det var merkeligt, tænkte han. Det Brev saa jeg da ikke her igaaraftes. —
Han rev Konvolutten op og trak frem et tykt, fint, glittret Brevark. Brevet var stilet til ham og skrevet med sort Blæk.
Krag læste nogle Linjer —, da han med et forbauset Udraab vendte Arket om for at se paa Underskriften. Han var kommet i meget sterk Bevægelse, hans Hænder skalv, og han jagede febrilsk igjennem de sorte Linjer.
Da han havde læst Brevet, foldede han det
