og som nu har befriet vor By for en Plage, som — —“ o. s. v. o. s. v.
Krag kastede træt Aviserne fra sig. Denne Gang kunde han ikke rigtig glæde sig over Lovordene, som saa ofte før havde sat ham i godt Humør. Han havde fremdeles paa Følelsen, at der vilde komme til at hænde ham noget ubehageligt, noget som han ikke kunde hindre. Han mindedes „Greven af Oslo“s usigelig overlegne og haanlige Blik, idet denne store Forbryderchef førtes ned i Cellen. Hvad var det for vilde Planer mon, som da tumlede om i hans Hjerne?
Krag gik en Tur nedom Opdagelseschefen og fik vide, at der den følgende Dag skulde afholdes Forhør. Foreløbig havde han været oppe og undersøgt Grevens Hus og beslaglagt hans Eiendele.
Detektiven var saa udslidt af de forrige Dages Anstrengelser, at han gik tidlig hjem for at faa sove ordentlig ud. Nu, da Spændingen var forbi, kom Slappelsen over ham.
Han sov trygt og fast hele Natten. Henad Morgensiden kvak han op, som det forekom ham vækket ved en let Støi i Værelset. Han reiste sig op i Sengen og bøiede sig lyttende fremover. Men da han intet videre hørte, la han sig tilbage igjen i den Tro, at det Hele havde været Indbildning.
Da Krag med en langt fra glubende Appetit havde spist sin Frokost, hørte han, at det ringede hvast paa Entreklokken. Straks efter kom en
