Paa et Tegn af Opdagelseschefen nærmede to Konstabler sig for at føre ham til Cellen.
„Jeg beundrer Deres Snille,“ fortsatte Krag, „men jeg vil tillade mig at bemerke, at for Fremtiden maa De være mere forsigtig med de Herrer, som byr Dem Ild til Cigaren. I Skinnet fra Fyrstikken saa jeg godt Deres Medhjælper inde i den lukkede Vogn.“
Greven saa længe paa Detektiven.
„Jeg vil gjenta,“ sa han med en Gestus, som om han sa en udsøgt Kompliment i en Balsal, „at de Herrer inat har gjort en udmerket Fangst.“
Dermed førtes han bort af Konstablerne.
Detektiven saa ind i hans Ansigt, idet han gik. Der var et Udtryk deri af den usigeligste Foragt og Lede. Det var, ligesom han vilde si: Og her vil man holde mig i dette Hul, mig, som man forgjæves har forsøgt at holde indenfor Wormwood Scrubbs tykke Mure og i Ny Caledoniens djævelske Straffekolonier.
Detektiven tænkte straks: den Mand er vi ikke færdig med! Og han fik braat en ubestemmelig besynderlig Følelse af en nær forestaaende Fare.
