En skjæbne og et forfatterskap.
Norsk aandsliv i det 19de aarhundrede falder stort set i tre perioder, først en periode i naiv umiddelbar selvhævdelse, saa en tid i tilbakeskuende selvfordypelse, og endelig en tid i kraftig selvutfoldelse. Med hensyn til de litterære former kunde man kalde den første den lyriske, den anden den episke, den tredje den dramatiske tidsalder. Med hensyn til indholdet kunde man betegne perioderne som den norske Sturm und Drang-tid, den norske romantik, — den norske problemdigtning.
Ordet «problemdigtning» har for længe siden mistet den klang det hadde, da Georg Brandes for snart 50 aar siden med tændende kraft slynget det utover Norden. — Allerede omkr. 1890 kom reaktionen, og selv om det nye, som dengang gjorde sig gjældende, ikke har sat synderlig dype og varige merker, saa er det dog endnu saaledes at det neppe vil tjene som nogen anbefaling for
