et digterverk, om man sier at det sætter problemer under debat.
Det ligger helt utenfor min hensigt her at overveie forholdet mellem problem og digtning i sin almindelighet, mellem tendens og kunstverk, — spørsmaalet om tendensen kan eller maa fortrædige kunstverket, — om digtningen ubetinget har sit maal i sig i selv, mens enhver utenfor liggende hensigt ifølge sakens natur altid forringer dens værd, — forholdet mellem kunst og moral, — det lar jeg altsammen ligge og ser udelukkende historisk paa saken.
Historisk kan det fastslaaes som en kjendsgjerning at der i anden halvdel av 19de aarh. var en aarrække, — hvis nøiagtige grænser jeg ikke vil indlate mig paa at fastslaa, — en aarrække hvori problemdigtningen snart sagt opfyldte hele vor litteratur, en tid da enhver roman, ethvert drama, ja endogsaa ethvert av de yderst sparsomt opdukkende digte direkte eller indirekte satte et eller andet nutidsproblem under debat.
Som bestemt, fuldt bevisst og alt beherskende program utviklet denne retning sig hos os først et stykke ute i syttiaarene, men der hadde været tilløp tidligere, og allerede i begyndelsen av femtiaarene — næsten tyve aar før Brandes’s berømte Kjøbenhavnerforelæsninger — fremkom der hos os et fuldbaaret digterverk som hadde alle en problemdigtnings kjendemerker — Camilla Colletts «Amtmandens Døtre». Den maa betegnes som Norges første tendensroman.
Man har for at bestemme dette arbeides histo-
