stakkels Camilla fyldes undertiden af en sød fortrøstning derom. O gid — gid — jeg drømmer mig en fremtid fuld af styrke og ligevægt i de onde timer — o slige timer er gode, naar vi dele dem ret, nu forstaar jeg det — —.»
Endnu var det altsaa bare drømme om en lykkelig fremtid, endnu er de onde timer mange.
Omtrent samtidig med dette brev har Collett paa en lap nedskrevet nogen ord for at luft for sin beundrende kjærlighet til hende. Ogsaa de ender med et suk fuldt av vemod: «Engang for længe siden, i en tilfældig leg, hvor selskabet opfordredes til at sige epigrammer om hverandre, var hun gjenstanden. Hun valgte at være en statue. Jeg greb ordet i den skjønneste betydning og skrev: «O, at jeg var den Pygmalion, der kunde bringe denne statues hjærte til at banke !» Guderne hørte kun halvt min bøn, jeg har bragt dette hjerte til at banke; men i smerte. Skal det da aldrig banke for mig af fryd?»
Allikevel var vel det hjem Collett skjænket Camilla Wergeland, det bedste sted hun kunde være. Hun kunde neppe ha fundet en ømmere og mere dulmende sjælepleie end den hans grænseløse kjærlighet, nænsomme takt og taalmodige forstaaelse var istand til at skjænke hende, ingen til hvem hun med større sandhet kunde si at de onde timer «er gode, naar vi dele dem ret».
Og saa var der jo ikke bare onde timer, der var ogsaa mange gode. I det vemodige brev jeg
