Side:Gerhard Gran - Norsk aandsliv i hundrede aar 3.djvu/119

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
113

Dem med. Det første er allerede gjort derved, — at jeg faaer alle hine minder i mit værge. — — — De siger, at De troer, jeg vil ophøre at holde af Dem, naar jeg har læst det — o, Camilla, aldrig har jeg holdt mere af Dem. Da var jeg ikke værdig til at udføre det hverv, hvortil jeg er udseet, hvis De havde formodet rigtig. Jeg seer desuden deri hele Deres sjæls dybde, jeg seer, hvorledes De har omfattet den gjenstand De har hængt Dem ved, med alle Deres helligste hjertenerver, og jeg maa føle mig mere hendragen derved.»

Slike breve virket som balsam paa hendes saare sind, og der kunde vel være øieblikke hvor hun virkelig følte det, som om fred og velsignelse var draget ind paa hendes værelse.

Men det kom igjen.

Det hellige skrin flyttet med ind i deres nye hjem, og aanderne kom ikke til ro, — kom aldrig til ro. Og drev de end ikke længere altid sit uvæsen direkte, saa hadde de dog efterlatt et fortvilelsens mismod i hendes sind som ofte la sig som en tung sky over det unge hjem. Høsten 1843, mere end tre aar efter brylluppet, netop som hun hjemme paa prestegaarden hadde faat sin anden søn, skrev hun til sin mand: «— — — Min første brug af dette nye ligesom gjenvundne liv, mine første svage kræfter vilde jeg offre dig — naar jeg blot kunde det ret. Mine ord vil være endnu svagere, naar jeg vil forsøge at takke dig for din uendelige kjærlighed. Gud velsigne dig derfor! Lad ham opfylde dine drømme om en lykkeligere fremtid. Ogsaa jeg, — jeg din