dem, men tilintetgjør mit. Jeg vil kun bede om naade for en deel deraf, den sidste bog [dagboken fra 1836]. Denne bog er skrevet med mit hjerteblod, skaan den, Jonas, og und den et fristed hos Dem. Derfor burde den netop brændes, vil De sige — ak, De veed, at en moder elsker det barn høiest, der har voldt hende meest sorg, og af samme grund har jeg en forbarmende kjærlighed til den.
Imorgen vil der drage fred og velsignelse ind paa mit værelse. Amen!»
Collett brændte det ikke, — ikke saa meget som en papirlap — heldigvis. Men han læste det altsammen, fordypet sig i det, gjennemlevet det, disse levende papirer, alle disse utrop av svulmende haab og hjertens fortvilelse, al denne ydmyge tilbedelse og alt dette stolte oprør som ustanselig hvirvlet omkring én mand, — en anden.
Han læste, saavidt jeg kan se, uten skygge av skinsyke, uten bitterhet, kanske med nogen litterær interesse, men fremfor alt uten tanke paa sig selv, helt og holdent optat av hende, hvorledes i han skulde hjælpe hende, hvorledes han skulde helbrede hende, — den elskede.
Det brev han skrev til hende, er fuldt av taknemmelighet for hendes fortrolighet, glæde over det blik ind i hendes væsens dybde hendes dagbøker har git ham, og nu er han sikrere end nogensinde paa at han har magt til at frelse hende. «Ja Camilla, jeg føler det. Skjæbnen har udseet mig til at løse hiin trolddom, som den har bundet
