kke længe efter Camilla Wergelands tilbakekomst fra Hamburg begyndte hun og Jonas Collett at nærme sig hverandre, og efter et aars intime bekjendtskap blev de forlovet vaaren 1839. Av nogen optegnelser hun har gjort før forlovelsen og av deres brevveksling faar vi et levende billede av forholdet mellem dem.
Hendes følelser likeoverfor den nye ven er av en ganske anden art end den avguderiske tilbedelse hvormed hun hadde dyrket Welhaven. Jonas Collett stod aldrig for hende i noget slags ekstatisk ophøiethet, hævet over al menneskelighet, hun følte intet av den angst som overfaldt hende hvergang St. Sebastian nærmet sig. Hun var litt ældre end Collett, og hun betoner stadig halvt humoristisk sine aar og sin livserfaring; likeoverfor ham kom der ganske naturlig et element av søsterlighet i hendes følelse. «Hvad der indtager mig hos dig,» skriver hun et par uker efter forlovelsen, «er denne undseelse, denne elskværdige ubehjælpelighed og keitethed, som danner saadan mærkelig contrast til dit indre værd. Du har havt hundrede
