gange leilighed til at sige mig noget smukt, men du har ikke gjort det.» Da han allikevel sa noget der klang som en kompliment, saa rødmet han, — «og denne skræk klæder dig — — O, jeg lider dig godt, naar du i din tales iver, denne tale, der røber saadant mod og kraft, saadan harme mod alt uvæsen og din ubøielige strenghed i at forfølge det — det klæder dig godt, naar du ikke tør se paa mig, før jeg vender øinene bort. Da føler jeg dit blik ligesom en varm straale spille paa mit ansigt — og i din hele holdning, det vil sige din totale mangel paa saadan, hvor jeg elsker den! I disse usikre hovedbevægelser, denne slentrende gang, disse rødmende blik, i dette stammende sprog ligger min hele styrke. O, berøv mig ikke mit eneste forsvar mod dig! Jeg har nu ved siden af dig en følelse af noget overlegent, der gjør, at [jeg] beskytter og elsker dig som en tvillingsøster broderen — hvis du kom tilbage med en mands væsen og ydre, sleben, fin, gevandt, sikker og tillidsfuld, saa ophører den skjønne ligevægt mellem os, da bliver jeg igjen den frygtsomme pige — forknyt og stiv maaskee. Det værste er, at jeg kunde forelske mig i dig — jeg kan hade dig ved den blotte tanke.»
Brevvekslingen mellem Jonas og Camilla Collett — eller den del av den som man hittil har faat adgang til — er kanske det skjønneste memoireverk vor litteratur eier. Jeg har en indvending: den virker paa mange steder lovlig litterær; man faar ikke saa sjelden indtryk av at de to brevskrivere
