Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
43

de tumlede sig uden at lade sig synderlig genere af de gamle vægtere, som var byens eneste politi; og Johan var en ualmindelig livlig gut,[1] som med lyst deltog i kammeraternes lege.[2] — Og hjemme mødte han aldrig andet end kjærlighed og venskab; faderen synes at have forgudet sin ældste, og det var vist ikke frit for, at han forkjælede ham og stundom lod ham faa sin vilje, hvor det havde været sundere at betvinge den.

Ganske uden modgang gik dog heller ikke denne barndom; Johan var en altfor sterk og stridig natur til, at det ikke af og til maatte komme til sammenstød med omgivelserne.

Det har altid været skik i Bergen, at alle »honnette« folks børn gaar paa danseskolen; og da Johan var syv aar gammel, kom ogsaa turen til ham; men dette smagte ham slet ikke, og han gjorde simpelthen oprør. Presten lik da en voksen mand til at eskortere ham hen i Hollændergaden, hvor danseskolen var; men Johan stred imod og spændte og sparkede, saa hans følgesvend blev baade gul og blaa og bad sig fritaget for det ubehagelige

  1. »Aa den Bastian, den Bastian. Gudbevare meg kafor en Vivacitet.« (Sagen) Løchen, Welhaven I, 31.
  2. Welhaven: Skr. III, 1—14.