Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


vi ikke har drømt om? — Da staar vi der pent. Og Efterslægten vil sige: vore meget ærede Fædre kunde have taget sig noget nyttigere for end at slaas om Ting, hvorover de saa alligevel ikke kunde bestemme.

Med Hensyn til Fremtiden bør vi altsaa blive salige hver i vor Tro. Lad os se til, hvad vi kan gjøre for Nutiden. Gjør vi godt Arbeide her, vil det ialfald kunne bruges som Grundlag for Udviklingen, og det bør tilfredsstille vore Ambitioner paa den Kant. Thi mere kan vi ikke opnaa.

Udviklingen maa gaa sin Gang. Men hvis vi vil Fornorskning, saa bør vi ikke selv udtørre Fornorskningens Kilder.

Der er naturligvis en del Vanskeligheder at overvinde. Professor Storm, som kjender Englands Sproghistorie, ved, hvor ynkeligt man ogsaa der i sin Tid klagede over Dialekternes Forskjelligheder og gjensidige Uforstaaelighed, saavel som over Umuligheden af at finde en fælles Skrivemaade. Men man faar da ikke tabe Modet. Det, man vil, det gaar. Hvad vi idag ikke ser Udvei med, det lemper Morgendagen tilrette saa stilfærdigt, at vi staar der og bare undres paa, at vi ikke fandt paa saapas før. Hvis vi »forener Kræfterne« — i en Forstaalese, som ikke skal udelukke gjensidig Kritik —, saa er der slet ikke saa værst Udsigter for, at Wergelands Drøm kan gaa i Opfyldelse.