Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
VII.

De Rester, som endnu paa enkelte Punkter kan sidde igjen af Norskhedsfrygt, kan altsaa, men jeg, ganske roligt, »ta’ sig en Tur«, som Kjøbenhavnerne siger.

Fremtiden kjender ingen. Vi har paa begge Sider vore Drømme og vor »tro«. De dansk-norske mener, at deres Sprog bliver Grundlaget for Fremtidens norsk. Dansknorsken vil nemlig, tror de, kunne optage saa meget af Bygdemaalene, at det selv bliver norsk derved, — saa norsk, at ogsaa Landsfolk kan slaa sig til Ro med det.

Vi Maalmænd mener, at et Kultursprog kan udvikle sig af Bygdemaalene (ved »Normalformen«s Hjælp), og at dette, ved at optage det nødvendige af Bymaalene, kan blive Fællessprog, omtrent paa samme Maade som angelsaxisk blev engelsk Fællessprog ved at optage i sig større Mængder af den normanisk-franske. Der har været ødt meget Blæk paa at bevise Rimeligheden eller Urimeligheden af begge disse Fremtidsberegninger. Men sæt nu, at Resultatet i begge Tilfæde blev — omtrentlig det samme? Eller sæt, at Virkeligheden en vakker Dag fandt Løsninger,