Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
IV.

Landsmaalet staar Prof. Storm mere fjernt; derfor kan hans Domme her, om end i Realiteten afgjort fordømmende, i enkelte Henseender falde helt upartisk.

»Det norske Landsmaal,« siger han, »er et vakkert Sprog. Det er Kjempevisernes, Eventyrenes, Folkesagnenes Maal. Det betager os med underlig Magt. Det er norsk Maal, norsk Malm, norske Toner — Toner, som ikke har noget helt tilsvarende i Kultursproget, snart jublende glade, legende, sprættende kaade, snart tunge, uendelig vemodige, snart lokkende, daarende, drømmende, magiske. Vi er nær ved at lade os bjergtage. Landsmaalet er ypperligt som poetisk Sprog.« 

Vi er, som man ser, langt borte fra de Tider, da Folkesproget (ifølge Wergeland) af »fordomsfulde danske og fordanskede« hilsedes som »Bukkebræg, raat norsk Bukkebræg! Fenrishyl!« eller betegnedes som Orangutangskrig (Per Gynt);[1] og dette bør vel ingen beklage.

  1. En anden repræsentativ dansknorsk skrev til mig endnu saa sent som henimod 1880: »Men saa slip dog »Fedraheimen«! Disse endnu lodne Folk, disse Huleboere, lad dem