Men i Hovedsagen fordømmes Landsmaalet uden Barmhjertighed.
Landsmaalet er ikke noget Kultursprog. Det er ikke engang noget Sprog. Dets eneste Udsiget er »en stille Død«, og det ser ud som om Professoren i Tilfælde ikke vil ofte dette Dødsfald andet end tørre Taarer.
Jeg kan ikke indgaa paa Enkelthederne i Professor Storms Kritik; det vilde føre for vidt, og det vilde — som man af det følgende vil se — ikke have nogen videre Interesse.
Hvad jeg har at anføre er væsentlig kun, at Prof. Storm har Ret. Landsmaalet er ikke noget Kultursprog. Det prætenderer ikke noget saadant engang, om det end mener sig at have Betingelser for at udvikle sig til Kultursprog, — Betingelser, som ialfald ikke er daarligere end dem, Dansken raadede over paa et tilsvarende Standpunkt af sin Udvikling.
Og Prof. Storm har fremdeles Ret. Landsmaalet er hellerikke noget Sprog. Det er intet, jeg villigere indrømmer.
Hvad er da Landsmaalet?
Landsmaalet er: et Forsøg paa en fælles Skrivemaade for vore Dialekter.
Det er Dialekterne, vi har at holde os til. Og de maa jo indrømmes at »existere«.
raute paa Maalet og sikle Bønner nedover en Stenfetisch; havd Fanden har De med det? Kan De civilisere slige Dyr?«
